Find ud af om du er blevet Følelsesmæssigt misbrugt i opvæksten
Hullede bukser, uha
…noget?
Kan man overhovedet være for gammel til noget som helst? Efter min mening, nej. Jeg kender en på 100 år, der kører bil og har fået ny kæreste. En på 93, der begyndte at læse lektier med drenge af anden etnisk baggrund, da hun var 88, og stadig gør det. En på 102, der klarer sig selv i hus med trapper, og ikke har køleskab, for det har hun aldrig haft. Mennesker, som gør noget, de måske burde være for gamle til, eller lade være med. Men jeg kom til at tænke på det, efter familie komsammen i weekenden. Jeg var til min mors fødselsdag, og havde taget et par lyse jeans med huller i og en hvid silkebluse på. Det første der mødte mig var, min storesøster der udbrød, ”Hvordan er det du ser ud?” Godt, tænker jeg. ”Jamen, du er fyldt 50, så kan man da ikke gå i sådan nogle bukser.” Jeg måtte så lige gøre opmærksom på, at jeg faktisk bliver 60 til næste år. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre, og min mor mente da også, at sådan kunne jeg ikke gå klædt i min alder.
Det sjove er,
at tanken end ikke har strejfet mig, at jeg ikke kunne gå sådan klædt. Nu forholde det sig nemlig ikke sådan, at jeg tænker, de der bukser med huller i får mig nok til at se 20 år yngre ud, dem må jeg have. Næh, jeg skulle have et par lyse jeans sidste sommer, og dem der sad perfekt havde huller i, og det tænkte jeg ikke nærmere over. Det er også sjovt, at andre har brug for at tale om min påklædning på den måde. Jeg tænker ofte at andre burde klæde sig anderledes, og jeg ved faktisk noget om det, fra mit tidligere arbejde som Farve- og stilkonsulent, men jeg siger det da ikke, med mindre en farve i høj grad misklæder en person. I sådanne tilfælde kan jeg sige, at jeg tror, den og den farve vil fremhæve dine egne farver meget bedre. For mig svarer det til at sige til folk, at de har en bussemand hængende udenfor næsen. Det ville jeg se som kærligt og servere følsomt, ligesom det med farverne.
60 er det nye 40,
sagde jeg til en af mine venner i dag. Det er ikke et begreb, jeg har opfundet, men en tendens jeg læser om mange steder. Heldigvis siger jeg bare, for skal et tal bestemme noget om, hvad man kan, må eller ej? Nej selvfølgelig skal det ikke det. Ligesom vi heller ikke kan vide noget som helst om, hvordan andre skal gå klædt. Hvis folk er glade for at gå klædt i det, de gør, skal man så lave om på det? Nej vel? Med mindre altså, at man lægger begrænsninger for sig selv, fordi man er bange for hvad andre skulle finde på at tænke, og ikke mindst sige. For hvis man er bange for det, kan man nemlig godt komme til at have de begrænsninger på andres vegne også, og det er såmænd venligt ment. For hvis man selv er bange for at blive dømt, kommer man nemt til at dømme andre, og vil derfor hjælpe dem, ved fortælle hvad de gør forkert. Hvis man er bange for hvad andre tænker om en, tror man at de andre også er det, og de skulle jo nødig komme til at føle sig forkerte, udenfor, anderledes eller hvad man nu kan føle sig som, hvis man er bange for hvad andre mener om en. Jeg kender det fra mig selv, da jeg var yngre.
Jeg elsker at være anderledes,
men sådan har det ikke altid været. Jeg har bare altid været anderledes, og altid været ked af at være det. Jeg har prøvet at tilpasse mig, fordi jeg var så anderledes og forkert. Men jeg har også haft en trodsig fanden i voldskhed, selvom jeg var dødbange for at blive stemplet eller dømt. Hold op hvor har det taget mange års arbejde med mig selv og mit værd, at komme af med følelsen af, at det var forkert at være anderledes. Det var jo ikke en tilfældighed, at jeg blev terapeut og også gerne vil hjælpe andre til at få det godt med at være, som de er. Jeg har gået hele vejen selv. En vej fyldt med huller, bjerge, ups and downs, men også en spændende og ikke mindst udviklende vej til at blive mig selv. Til at elske at være anderledes, folde mig selv ud af den puppe andre prøvede at få mig til at passe i. Tænker at jeg som lille larve må være faldet ud af min egen puppe og venlige mennesker kom til at putte mig ind i en forkert, som de troede passede til mig. Men mine vinger er lidt større, har lidt mere farve, glitter og mønstre end de fleste andre. Men jeg vil ikke skjule dem mere, nu spreder jeg dem ud og lader dem bære mig gennem livet, selvom de ifølge det gamle paradigme slet ikke passer til min alder. Godt vi er i et nyt paradigme, hvor 60 er det nye 40, og vi kan flyve med de vinger, der passer til lige netop os.
Kærlig hilsen
Janne
Relaterede opslag
