
Når nok er nok, må man sige fra – af hensyn til kærligheden
Forleden havde jeg en samtale med en kvinde, der er i en proces omkring at lære at behandle sig selv lige så godt som andre. Denne proces betyder også at hun lærer sige ja til sig selv og nej til andre.
Ved samtalen var hun ulykkelig, fordi hun havde været nødt til at sige fra overfor en person, der betyder virkelig meget for hende, og den person har det meget svært for tiden. Hun sagde til mig, ”jeg har det så skidt over at måtte sige fra, i stedet for bare at blive ved med at øse kærlighed ud over vedkommende, som jeg plejer”.
Nu ved jeg hvor meget hun har tilsidesat sig selv for denne person igennem mange år, og især de seneste måneder, hvor vedkommende har haft det rigtig skidt. Så mit svar til hende var, ”vi når alle til et tidspunkt, hvor nok er nok, og når det tidspunkt kommer, må vi sige fra og sige nej”. ”Jamen”, indvendte hun, ”kunne jeg da ikke bare lige have holdt et par måneder til, og situationen vil være bedre?” Nej, det kunne hun ikke. For personen tager ikke imod den kærlighed, hun giver, og der er mange forklaringer på, hvad det skyldes. Gode forklaringer, kærlige forklaringer. Men der er altså en grænse for, hvor langt man skal og kan strække sig, også overfor dem man elsker. Og i min optik er det kærlighed at sige fra og sige nej, når noget er for meget, og nok er nok.
I alle relationer er det en kærlig handling at stoppe dårlig opførsel. Faktisk er det ukærligt at lade være. Ingen mennesker (undtagen dem uden empati), hverken børn eller voksne, kan lide sig selv, når de opfører sig dårligt. Det kan godt være de tror det, men inderst inde bygger de langsomt men sikkert, en dårlig selvfølelse op. Børn får at vide at de er umulige, frække, møgunger f.eks. og det værste er, at de begynder at tro på det, og hvis ikke de bliver stoppet i den dårlige adfærd i form af nej og grænser, fortsætter det. Og det bliver værre og værre for børnene og deres omgivelser, og i sidste ende kan det betyde en dårlig uddannelse pga. af dårlig skolegang. Børn kan nemlig ikke opdrage sig selv.
Voksne, der pga. svære situationer som stress, sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse eller andet, pludselig bliver gnavne, sure, utilfredse, stikkende eller ondskabsfulde i deres adfærd, skal også have hjælp til at ændre den. Det er nemlig temmelig uoverkommeligt at tage sig selv i nakken, når man er nede. De mennesker, som den kriseramte lader det gå udover, må naturligvis starte med at give tid, plads, kærlighed og være rummelig. Men hvis det eskalerer og den kriseramte bliver stadigt sværere at være sammen med, må dem det går ud over kærligt sige, hvad det gør ved dem at vedkommende opfører sig på den måde. Når det er prøvet nogle gange uden held, bliver man for alle parters skyld nødt til at sige højt og tydeligt STOP. Forhåbentlig stopper vedkommende, og man kan starte fra et nyt sted eller gå tilbage til den kærlige relation, man plejer at have. Måske stopper vedkommende ikke sin dårlige adfærd, og så må personen, det går udover, finde ud af om vedkommende skal være i ens liv mere. Uanset udfaldet er det en kærlig handling både overfor den anden og overfor sig selv. Ved at sige stop, får personen med den dårlige adfærd en chance for at stoppe, og derved på sigt slippe for at have det skidt over at have behandlet en anden person dårligt. Og den, der siger stop, lærer at behandle sig selv ligeså kærligt, som vedkommende plejer at behandle andre. Og den balance giver de kærligste relationer.
Det er ofte mennesker, der er meget kærlige, der har brug for at lære at sætte grænser, for at deres kærlighed ikke bliver misbrugt og opbrugt. Ethvert menneske fortjener kærlighed, og den er så meget nemmere at finde, modtage og mærke, når man starter med at behandle sig selv kærligt.